Elektronikgiganten LG, kunne i går lancere en ny teaser-hjemmeside for sin nye smartphone, der indtil videre går under det kryptiske navn LU6200.
Den nye smartphone skal angiveligt allerede være klar til forudbestilling i Sydkorea den 26. september, altså om en uge, mens det endnu ikke er oplyst, hvornår den i resten af verden vil være at finde.
LU6200 er i besiddelse af en stor 4,5 tommer AH-IPS skærm med en opløsning på 720p (1280 x 720 pixels), en 1,5 GHz Scorpion dual-core processor og med en Adreno 220 GPU. Telefonen vil kunne forbindes til U+ LTE-netværket, der tillader downloadhastigheder på helt op til 75 Mb/s, og har desuden et frontkamera på 1,3 megapixels samt et på bagsiden på 8 megapixels.
Ydermere kommer telefonen med 1 GB RAM og 4 GB indbygget hukommelse, der desuden har forbindelse til WiFi 801.11b/g/n, Bluetooth 3.0, samt DLNA, MHL, WiFi Direct og NFC. Batteriet i mobilen er på 1830 mAh.
LG LU6200 kører med Android-styresystemet i version 2.3 Gingerbread, og købes den på det koreanske marked, kan man desuden modtage digitalt radio samt TV-udsendelser via DMB.
Kilde: Engadget






